Lønmodtagernes Garantifond var berettiget til at konkursregulere en aftale om funktionærstatus, der bl.a. gav medarbejderen ret til fratrædelsesgodtgørelse, idet aftalen stillede medarbejderen bedre end funktionærloven tilskrev.
Sagen vedrørte i første række om og i så fald fra hvilket tidspunkt en medarbejder var ansat med funktionærstatus, herunder om han var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i medfør af funktionærlovens § 2a. Dernæst vedrørte sagen om aftalen herom kunne konkursreguleres.
Kort om sagen
Medarbejderen var ansat som pakkemedhjælper og chauffør i en grossistvirksomhed i perioden 1. maj 1990 til den 30. juni 2014, og havde altså 24 års anciennitet ved hans fratræden i virksomheden. Der blev i forbindelse med ansættelsen ikke indgået en skriftlig ansættelsesaftale. Senere i ansættelsesforholdet, den 30. juli 2008, blev der indgået en skriftlig ansættelsesaftale mellem medarbejderen og virksomheden. Det fremgik bl.a. af aftalen at der var tale om ansættelse på funktionærlignende vilkår, og at ”ansættelsen på funktionærlignende vilkår har virkning fra 1. maj 1990”.
Det følger af funktionærlovens § 2a, at en medarbejder er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 1 måneds løn efter 12 års ansættelse og 3 måneder løn efter 17 års ansættelse. På baggrund af denne bestemmelse gjorde medarbejderen gældende, at han var berettiget til 3 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse.
Østre Landsrets dom
Landsretten fandt, ligesom Byretten, ud fra en ordlydsfortolkning, at formuleringen, ”ansættelsen på funktionærlignende vilkår har virkning fra 1. maj 1990” ikke var et udtryk for kodificering af allerede gældende ansættelsesvilkår, men i stedet var udtryk for, at ansættelsen på funktionærlignende vilkår blev aftalt med tilbagevirkende kraft.
Da der i forbindelse med sagen ikke blev fremlagt andre beviser for, at den mundtlige ansættelsesaftale, der blev indgået ved ansættelsesforholdets påbegyndelse den 1. maj 1990, klart omfattede funktionærlovens bestemmelser om fratrædelsesgodtgørelse, fandt Landsretten det ikke bevist, at der allerede i 1990 blev indgået en aftale mellem parterne om, at medarbejderen var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse.
På denne baggrund fandt Landsretten, at medarbejderens anciennitet, i relation til funktionærstatus, tidligst kunne regnes fra den 30. juli 2008, hvorfor han ikke opfyldte de tidsmæssige betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i medfør af funktionærlovens § 2a.
Dernæst skulle Landsretten tage stilling til om det aftalte vilkår mellem medarbejderen og virksomheden kunne konkursreguleres i henhold til konkurslovens § 61, stk. 1. I henhold til bestemmelsen kan konkursboet, ”selv om længere varsel eller uopsigelighed er aftalt, med sædvanligt eller rimeligt varsel opsige en aftale om et vedvarende retsforhold.”
Ved den skriftlige ansættelsesaftale, hvorefter ansættelsen på funktionærlignende vilkår fik virkning fra 1. maj 1990, opnåede medarbejderen for så vidt angår ret til fratrædelsesgodtgørelse en bedre retsstilling end den, han ellers ville have efter funktionærlovens § 2 a.
Højesteret har ved U1994.655H fastslået, at en aftalt fratrædelsesgodtgørelse kan anses som et alternativ til et aftalt forlænget opsigelsesvarsel og vil i en konkurssituation typisk have samme funktion. Landsretten fandt på denne baggrund at den adgang til konkursregulering, der ved konkurslovens § 61, stk. 1, er hjemlet vedrørende et aftalt opsigelsesvarsel, også må omfatte et aftalt godtgørelseskrav, der tilkommer en ansat ud over det eventuelle godtgørelseskrav i henhold til funktionærlovens § 2 a. Et sådant yderligere krav kan ikke anses "for sædvanligt eller rimeligt".
Landsretten fandt herefter, at vilkåret i den skriftlige ansættelsesaftale om, at medarbejderens ansættelse på funktionærvilkår skulle have virkning fra den 1. maj 1990 kunne konkursreguleres i medfør af konkurslovens § 61, stk. 1.
Den omstændighed, at virksomhedens ledelse i retten forklarede at man - i overensstemmelse med de indgåede aftaler - anså den ansattes anciennitet for at skulle beregnes fra ansættelsestidspunktet, og at den ansatte – mellem parterne - derfor ansås for berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæstede derefter byrettens dom og frifandt Lønmodtagernes Garantifond for det rejste krav.
DELACOUR bemærker
Dommen viser at man skal være varsom med at aftale ansættelsesvilkår med tilbagevirkende kraft. Dette gælder i særdeleshed når realiteterne ikke understøtter det aftalte vilkår. En aftale der indebærer, at man som medarbejder stilles bedre end funktionærloven tilskriver, kan i princippet gøres gældende mellem parterne, men i det tilfælde hvor arbejdsgiver tages under konkursbehandling, kan aftalen altså tilsidesættes i henhold til konkurslovens § 61, stk. 1.
Dommen understreger ligeledes vigtigheden af, at indgå klare og utvetydige vilkår om vilkårene for ansættelsesforholdet allerede ved påbegyndelsen heraf. Dette følger da også allerede af ansættelsesbevisloven, som trådte i kraft i 1994, og altså efter det i sagen omhandlede ansættelsesforholds påbegyndelse.
-medium.jpg){kind=logo}
-(2)-(1)-(1)-(2)-medium.jpg)
