Ny skattepraksis giver mulighed for tilbagebetalingskrav i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutpantebreve til ejerpantebreve.
En nyere afgørelse fra Landsskatteretten (SKM2016.485) har underkendt en længerevarende skattepraksis på området for afgiftsfritagelse i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutpantebreve til ejerpantebreve efter tinglysningslovens §§ 5, stk.2 og 5 a (restgældsprincippet og hovedstolsprincippet). Som følge af afgørelsen, har SKAT i juni måned udstedt et nyt styresignal (SKM2017.412), hvorefter det er muligt at opnå refusion af tinglysningsafgift i tilfælde, hvor et realkreditpantebrev er blevet afløst af et ejerpantebrev via en mellemliggende tinglysning af et pengeinstitutpantebrev.
Som udgangspunkt kræver tinglysning af pantebrevsdokumenter, betaling af tinglysningsafgift til Staten på 1,5 % af pantebrevets hovedstol. I medfør af hovedstolsprincippet, kan afgiftsbetalingen genanvendes ved at udnytte hovedstolen fra et tidligere tinglyst pantebrev i ejendommen, således at beløbet er afgiftsfrit op til en tilsvarende værdi. Undtagelsen, der blev indført i 2007, har i henhold til SKATs tidligere praksis imidlertid kun omfattet realkreditpantebreve og pengeinstitutpantebreve. På baggrund heraf har SKAT tidligere nægtet refusion af tinglysningsafgift, når der umiddelbart efter tinglysningen af et realkredit-og pengeinstitutpantebrev, er sket konvertering af pantebrevet til et ejerpantebrev med pant i fast ejendom. SKATs tidligere afvisning har været baseret på den betragtning, at der var tale om en omgåelse af reglerne i Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, hhv. § 5 a.
Baggrunden for den ændrede praksis
I sagen for Landsskatteretten havde en bank tinglyst et refusionsberettiget SDO-pantebrev på debitors ejendom med en hovedstol på DKK 446.000. Da der indestod et tidligere pantebrev fra 2007 med en tilsvarende hovedstol, skulle der, jf. tinglysningslovens § 5 a, ikke betales afgift ved tinglysningen af det nye lån. Selve låneforholdet mellem banken og debitor, blev imidlertid ikke effektueret (sat til udbetaling), inden banken tinglyste en påtegning på pantebrevet om vilkårsændring, således at SDO-pantebrevet blev omdannet til et ejerpantebrev, hvori hhv. banken og en yderligere bank fik underpant.
SKAT havde anset det oprindelige lånoptag for værende indgået proforma og foretaget med henblik på at undgå at betale tinglysningsafgiften. Landsskatteretten fandt imidlertid, at SKAT ikke havde hjemmel til at se bort fra det mellemliggende pantebrevs eksistens og lagde i denne forbindelse vægt på, at betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. tinglysningsloven § 5 a var opfyldt til trods for, at der ikke var sket udbetaling af lånebeløbet på DKK 446.000 efter den første tinglysning.
Fremover vil tinglysningslovens §§ 5, stk. 2 og 5 a således kunne påberåbes, når de formelle betingelser er til stede for tinglysning på tinglysningstidspunktet.
Horten bemærker
Som følge af, at SKATs hidtidige praksis er blevet underkendt, er der nu mulighed for at søge om genoptagelse i sager, hvor der under henvisning til tidligere praksis er blevet nægtet refusion af tinglysningsafgift. Mener man at have et sådan tilbagebetalingskrav, skal der som udgangspunkt søges om genoptagelse senest tre år efter angivelsesfristens udløb. Hvis denne frist er udløbet, kan der søges om ekstraordinær genoptagelse senest seks måneder efter offentliggørelsen af SKATs styresignal 20. juni 2017. Vi anbefaler derfor, at man hurtigst muligt vurderer behovet for genoptagelse.
Læs SKATs styresignal
her
Læs Landsskatterettens afgørelse
her
