Højesteret: Den danske stat var for langsom til at bringe ferieloven i overens­stemmelse med EU’s arbejdstids­direktiv

Højesteret har netop afsagt en principiel dom om, at den danske stat var erstatningsansvarlig for ikke tilstrækkelig hurtigt at bringe ferieloven i overensstemmelse med EU's arbejdstidsdirektiv. Dommen har betydning for afgrænsningen af, hvornår danske myndigheder kan pådrage sig et erstatningsansvar for ikke i tide at foretage korrekt implementering af direktiver, herunder hvor EU-Domstolen klart måtte have fastslået retstilstanden.


Sagen kort

En medarbejder (M) var i sommeren 2010 ansat hos en arbejdsgiver (A). A havde ferielukket i uge 28 til uge 30, hvorfor M var pålagt at afvikle sin ferie i denne periode. Under ferieperioden blev M syg, og sygemeldingen strakte sig i alt over 2 uger.

Ifølge den dagældende danske ferielov gav sygdom opstået før feriens start ret til ferie på et andet tidspunkt, mens sygdom opstået under ferien var medarbejderens egen risiko.

M rejste efter sygemeldingen krav om erstatningsferie, hvilket A afviste med henvisning til indholdet af den dagældende danske ferielov.

M rejste derefter i februar 2011 krav over for Beskæftigelsesministeriet om anerkendelse af erstatningsansvaret for mistet ret til erstatningsferie. M gjorde hertil gældende, at den dagældende bestemmelse om erstatningsferie i ferieloven var i strid med EU's arbejdstidsdirektiv.

Beskæftigelsesministeriet afviste kravet.

EU-Domstolen havde ved dom af 10. september 2009 i sag C-277/08 (Pereda) fastslået, at nationale bestemmelser hvor en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie, ikke har ret til erstatningsferie, var i strid med arbejdstidsdirektivet.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om Beskæftigelsesministeriet var erstatningsansvarlig over for M, fordi retten til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferie, som ifølge EU-Domstolens praksis følger af arbejdstidsdirektivet, ikke var gennemført i dansk ret, inden M blev syg under sin ferie i sommeren 2010.


Højesterets dom

Højesteret fastslog indledningsvist, at der med EU-Domstolens Pereda-dom var skabt en sådan tvivl om den danske ferielovs forenelighed med direktivet, at de danske myndigheder havde pligt til hurtigst muligt at få afklaret behovet for ændring af den danske ferielov samt gennemføre eventuelle nødvendige ændringer.

Højesteret fandt herefter, at den danske stat skulle have en rimelig frist til at overveje, om den gældende lovgivning var i overensstemmelse med dommen, og i givet fald hvorledes lovgivningen skulle ændres.

Da implementeringsudvalgets arbejdsgruppe afgav sin rapport i september 2010, hvoraf det fremgik, at den gældende danske ferielov sandsynligvis ville blive underkendt af EU-Domstolen, påhvilede det herefter den danske stat at bringe ferieloven i overensstemmelse med den retstilstand, som blev fastslået ved Pereda-dommen.

Da der var tale om en afgrænset og relativt enkel ændring af ferieloven, fastslog Højesteret, at ændringen burde have været gennemført til ikrafttræden den 1. januar 2011. Den nye ferielov blev dog først vedtaget i april 2012.

Højesteret konkluderede herefter, at den danske stat havde tilsidesat fællesskabsretten på en tilstrækkelig kvalificeret måde og dermed pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke med virkning fra den 1. januar 2011 at have ændret ferieloven i overensstemmelse med fællesskabsretten.

I den konkrete sag havde M dog ikke krav på erstatning, da M's sygdom under ferie indtrådte i sommeren 2010, og dermed før at den danske stat kunne forventes at have ændret ferieloven.

Højesteret stadfæstede herefter Landsrettens dom.


Hvad viser dommen?

Dommen anskueliggør de relevante bedømmelsesparametre for, hvornår den danske stat kan pådrage sig et erstatningsansvar overfor den enkelte borger/arbejdstager for ikke i tide at foretage korrekt implementering af direktiver i overensstemmelse med fællesskabsretten.

 

---